tirsdag den 28. juli 2015

Vandpytten, swimmingpoolen og slikskålen.

Første dag med Green screen hos os i Granly, blev til Green screen på karton og et gammelt tæppe, da det var det vi havde, som var grønt. Jeg fortalte børnene, at til morgensamling, skulle vi prøve at lave en magisk vandpyt på gulvet. Det var de med på, og de ventede tålmodigt imens, jeg fik gang i iPad og projektor. Vandpytten blev først undersøgt med hænderne, og børnene kunne konstatere, at de ikke blev våde. Bagefter blev der hoppet i vandpytten. Derefter lavede vi en swimmingpool, og mange børn fik en svømmetur. Tilsidst fik alle børn et stykke slik fra den magiske slikskål- og fra Ps ryg, for pludselig opdagede vi, at han havde slik på ryggen. Børnene var meget optaget under hele forløbet. Jeg valgte at præsentere børnene for Green screen inde, til en samling, hvor vi kunne have en projektor tilkoblet. Børnene kunne se på skærmen, at de hoppede i en vandpyt, selvom det bare var et stykke karton, når de kiggede ned på gulvet. Jeg forestiller mig at det gør det lettere at få dem med på legen ude på legepladsen, hvor vi er afhængige af fantasien, når de konkret har set, hvad det er vi leger med.

Go Pro

Vi er kun lige gået igang med at bruge vores GoPro kamera, så det her er nogle af vores første forsøg, som gik ud på at introducere brugen af kameraet til børnene, og for mit vedkommende at få en ide om hvordan det virker, hvordan jeg gemmer film osv.

Jeg havde børn til at hjælpe med at tage fotos - dokumentere vores brug af GoPro kamera.
Det gav bla nogle gode fotos af vores fliser.
Øvelse gør mester, og måske det hjælper lidt med at holde fokus, når vi får nogle iPad mini, som ikke er så tunge.

Baglæns

En dag brugte jeg en del tid på at optage børnene som rutsjede, klatrede og hoppede.
Fimene blev redigeret i appen Reverse kamera, hvor filmene bliver afspillet baglæns.
Børnene var vilde med det, ville gerne se sig selv og hinanden, kom hele tiden på nye ideer til, hvad vi kunne filme.
En god ting ved denne app er at alle kan være med, ligegyldig alder, for det meste ser sjovt og sejt ud, når det bliver afspillet baglæns.

Easi-Scope Wifi

Vi har indkøbt nogle mikroskoper, som kan forbindes til vores iPads.
Vi havde nogle startvanskeligheder, hvor vi ikke kunne holde forbindelsen mellem iPad og mikroskop, men jeg tror det skyldtes at vi brugte gamle iPads. Når vi bruger vores iPad air er der ingen problemer.
Indtil nu har vi kigget lidt på insekter, overflader og hinanden. Det er sjovt, og mikroskopet viser flotte billeder.

Helium og Chatterkids

En fredag morgen sidder jeg på gulvet med nogle børn.
En dreng -R er ved at få sin politibil til at snakke i ChatterKid, og imens er jeg ved at vise nogle børn at man kan optage skøre stemmer i Crazy Heliumbooth.
Efter at jeg er gået fra får jeg øje på R, som sidder med to iPads imod hinanden. Jeg spørger hvad han laver, og han fortæller at han gerne vil ha sin politibil til at snakke som en robot.
R har ideen, men ikke helt den tekniske kunnen, så jeg hjælper ham til at få ideen gjort til virkelighed.
Lidt efter kommer en større dreng til, som synes det er en spændende ide. De to drenge bakser lidt videre, men det er en svær øvelse for dem, at få koordineret hvornår de to iPads skal tændes og slukkes, for at det lykkes.
Jeg synes det er vildt fedt, når børnene selv får ideer og eksperimenterer.

Leg med apps

Jeg har præsenteret børnene for tre nye apps, som jeg har lært at kende her i forbindelse med at vi udveksler erfaringer i forskningsgruppen: Chatterkid, Creatures fx og Super Power.
Chatterkids introducerede jeg til to drenge en tidlig morgen, og så spredte brugen af appen sig blandt de børn, som var interesserede, både ved at børn lærte børn at bruge appen, og ved at de spurgte om min hjælp.
Creatures, og Superpower viste jeg børnene til en morgensamling. Jeg viste filmen med dinosauren, og optog med appsene, imens at jeg havde projekter sat til. Begejstringen var enorm. Børnene jublede højt og grinede, især når en voksen blev ramt med lazer!!!!!!!
Dagen efter gik  tre drenge selv igang, de skulle en enkelt gang ha at vide hvordan, og så gik det derudaf.
Jeg er imponeret over, hvor lærenemme børn er, og hvor gode de er til at dele deres viden, og hjælpe hinanden.

Skattekortet

Virkeligheden i Granly var denne dag 51 børn til fællespasning på legepladsen.
Jeg vil gerne ha at IPaden indgår i hverdagen, som andet legetøj, så derfor også denne dag.
Inspireret af ideer delt i forskningsgruppen, fik jeg hentet nogle billeder ned af skattekort og skat.
"Det grønne stof " var blade og græs på legepladsen, så skattekortet kunne ses mange steder, imens børnene gik rundt med IPaden.
Jeg kaldte på to drenge, som ikke umiddelbart havde gang i en leg, og spurgte om de ville prøve et magisk skattekort på legepladsen.
Det ville de, og der kom efterfølgende, en del børn til, som var interesserede i hvad der foregik.
De børn som havde lyst, prøvede at følge skattekortet, og efter 3/4 t hentede jeg et stykke grønt karton, som jeg gravede ned i sandkassen, og skatten blev gravet frem.
Derefter kom endnu en dreng til som overtog IPaden. Han fandt fysiske spor efter pirater i sandet, kravlede op i et træ med IPaden for at se om han bedre kunne se krydset oppefra et træ, og fik mere fantasi og fortælling ind i legen.
Legen fortsættende indtil IPaden gik i selvsving, og genstartede og genstartede og genstartede.....
Jeg oplevede at IPaden gav nye muligheder  i børnenes egen leg. Jeg satte den i gang, hjalp til så IPaden fik skiftet hænder, og fulgte derudover med på sidelinien en gang imellem. Skatten i sandkassen var ikke nødvendig i børnenes leg, men jeg havde lyst til at prøve det, og det vakte også begejstring hos børnene.

Bukkebruse på legepladsen

Idag flyttede vi vores morgensamling ud på legepladsen i det gode vejr. Der var kun en lille gruppe børn da flere havde fri, og de store på tur.
Jeg startede en timelap for at dokumentere processen, og gjorde klar til at optage Bukkebruse med Greenscreen.
Idag ville jeg ha børnene til at optage med Greenscreen, så når rollerne til Bukkebuse blev fordelt, skulle der også findes en fotograf.
Børnene ville gerne filme, og jeg glædede mig til at se deres optagelser, men opdagede at jeg ikke havde fået gemt filmene. Jeg ærgrer mig vildt.
Efter at samlingen var slut fortsatte nogle børn med at lege, så jeg hentede kostumerne frem igen. Især een pige var meget ihærdig i forhold til at holde legen igang. Hun gik rundt på legepladsen med kostumerne, og fik rollerne fordelt gang på gang.
Jeg opfordrede en pige til at filme legen, og en enkelt gang at være fortæller, imens der blev leget Bukkebruse.


Bukkebruse

Jeg ville idag blande det nye - greenscreen, med Bukkebruse, som jævnligt både inde i på stuen, og på vores legeplads.
Jeg havde lavet en talende trold, som skulle bruges til små klip, og bagefter spillede vi hele historien flere gange.
Børnene glædede sig, og mødte mig ved hegnet, da jeg kom på arbejde, fordi jeg igår havde fortalt dem, at vi skulle lave en magisk trold idag.
Mange ville gerne være Bukkebruse, og enkelte turde ikke, fordi de var bange for den magiske trold.
Efter at vi var færdige med greenscreen, blev der fortsat leget Bukkebruse.
Jeg har også idag arbejdet med hele børnegruppen. Jeg har som mål at alle skal kunne være med, når jeg arbejder med iPads- ligesom når vi tegner.
Det går som regel fint, børnene er lette at fange og begejstre, men selvfølgelig kan der være en del kaos, især når jeg skal bruge tid på at fumle.
Fumleri var der en del af idag. Det var svært at få både bro og børn filmet på een gang, så vi prøvede på mange forskellige måder.